Koldingensisk sikkerhed til URO på Godset

You are currently viewing Koldingensisk sikkerhed til URO på Godset

Fredag var der flødepop til for alle pengene, da københavnske URO gæstede Godset i Kolding. Med både Kedde som support, og Mekdes som feature, var sangeren omsluttet af koldingensisk shine. Desværre præsterede Godset kun en halvtom sal – hvilket kan skyldes, at fredag også var aftenen for den legendariske Mammutfest på gymnasiet Munkensdam – så toppen af energien, gik lidt af for URO.

Aftenen var ellers startet godt ud, med en fuldstændig forrygende opvarmning fra Kedde. Iklædt et blåt lædersæt, spankulerede han elegant ind på scenen for straks at have den, og publikum, i sin hule hånd.

Foto: The Cosmic Supply Co

I de, korte, tyve minutter, Keddes set varede, blev der ikke sat en eneste pop-fod forkert. Hvad enten der var tale om store ballader eller fyrige dansebangers, blev de leveret med minutiøs perfektion – så det blev tydeligt, hvor stort et stjernefrø, vi egentligt har med at gøre. Måske er bandet hjulpet af en hjemmebanefordel – Kedde og hans band opstod i Kolding, og har spillet rigtig meget på Godset – men primært kom energien fra Keddes indtagende rolle som frontperson. Tænk sig, fra den halvtomme sals mørke fik han rent faktisk fremtryllet et dansende publikum! 

stjernefrø på hjemmebane

Kedde har endnu ikke udgivet musik til streaming, så han må være at betragte som et eksklusivt live-act. Men, efter at have oplevet hans strålende optræden, fyldt af charme, selvtillid og afbleget hår – og spritnye, dansksprogede sange – kan man kun glæde sig til at høre mere fra ham; og glædes over, at URO havde valgt at tage Kedde med på tour.

Foto: The Cosmic Supply Co

Imellem Keddes imponerende opvarmning og URO’s koncert, var der uheldigvis en rimelig lang change-over, så energien faldt lidt til jorden igen. Da musikken endelig startede, var det med en lang, soundscape-agtig intro, som gjorde det svært at afgøre, hvorvidt koncerten egentligt var i gang. 

Efter et par minutter gik URO dog, flankeret af guitarist, trommeslager og en – skulle det vise sig, forrygende dansabel – pianist, på scenen. Desværre havde sangeren svært ved at etablere den samme kontakt til publikum, som Kedde lige havde præsteret. URO fremstod i stedet indadvendt, og man havde mere indtryk af at kigge ind i et øvelokale, end at være til koncert. 

Det blev heldigvis bedre undervejs, efterhånden som både sangene, og sangeren selv, fik mere energi. ‘Vi skrives ved i morgen’ varslede den første energiudladning, og under ‘Skyggen af solen’ gik der floor i publikum. Her tog URO så beslutningen om at performe næste nummer, en ode til hans kæreste, siddende på scenekanten. Det resulterede i, at hvad der kunne have været et intimt moment, imellem sanger og publikum, i stedet føltes som en punktering af en fest, der endelig var kommet i gang.

Foto: The Cosmic Supply Co

Heldigvis havde URO endnu et Kolding-es i ærmet: Efter at have rejst sig fra scenekanten, startede han sin nyeste single, ‘Føles Godt’. Sangen er skrevet i samarbejde med Mekdes, og han fik da også, til publikums store begejstring, selskab på scenen. Med urokkelig charme, trådte Mekdes storsmilende ind i rampelyset, og tilføjede dermed savnet selvsikkerhed til UROs optræden. De to klæder virkelig hinanden, og under duetten kom der gang i salen igen. Så, da URO efterfølgende spillede hittet ‘Når Jeg Blir’ Til Jord’, var der hoppende begejstring over hele linjen. 

Her kunne koncerten være sluttet. I stedet afrundede URO med den selvproklamerede godnatsang ‘Sov Sødt’, efter en besked om at huske de smukke øjeblikke; de ting vi har sammen, selv når livet er hårdt på en tirsdag. En smuk gestus – også selvom man, som publikum, desværre ikke følte den store samhørighed med sangeren.

indfølt paradepop

Om det var Mammut, der gav luft i Godsets lokaler i fredags, er ikke til at sige. Men Kedde og URO præsenterede to forskellige måder at håndtere det på. Upcomingen med energisk charme og en parade af storslåede popsange; stjernen ved en let distancering og et indfølt popsæt, i en koncert, der desværre føltes en smule indstuderet.

Foto: The Cosmic Supply Co