De To Hvide Mænd

You are currently viewing De To Hvide Mænd
To hvide mænd, Mungo Park Kolding ©2019 Palle Peter Skov

Da vi så forestillingen, TO HVIDE MÆND, på Mungo Park Kolding, blev vi henrykte over to skæve og personlige stykker. Nævneværdigt, deres imponerende scenografi og stemning. Udover at være gået i teatret, fik vi også oplevelsen af at være på museum, i cirkus eller at se et afsnit Kære Dagbog. I forestillingen er der både følelser og drama, alt sammen i et særegent sprog af både alvorlig og humoristisk karakter. Vi giver her en anmeldelse af vores teateroplevelse.

Skrevet af: Sofie-Amalie Elmelund Mølgaard & Klara Bloch-Norup

Forestillingen består af to forskellige stykker, der er uafhængige, men alligevel rummer nogle af de samme tematikker og fortæller noget i kraft af hinanden. I forestillingen, med premiere den 21. oktober, opleves Gæld Uden Ansigt af William Lippert efterfulgt af Hey Lin af Lin Melkane. Begge manuskriptforfattere er 2. årsstuderende på dramatisk skrivekunst på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Det er altså et bud på fremtidens dramaturgi, og et ungdommeligt take på relevante emner som identitetsforvirring og idealer. Samtidig er stykkerne præget af de to manuskriptforfatteres eget liv.

Gæld Uden Ansigt 

Det er nat på museet. Piedestaler med afstøbninger og brudstykker af ruiner fylder scenen. Belysningen er dæmpet, og farvenuancerne sarte. På scenen løfter karakteren, Axel, sit hoved fra en sovende position på den største af piedestalerne. Han sidder fast i en betonklods, og har kun én arm fri. I baggrundskulissen fremtræder siluetten af museumsvagten, Tage. Der er skyggebilleder i bevægelse og belysningen sætter stemningen. Scenen er sat og nysgerrigheden bobler, indtil mødet mellem Tage og Axel sker. Et papir i Axels habitlomme, peger på svindleri for et trecifret millionbeløb. Axel er på flugt. Han tilbyder vagten, Tage, pengene hvis han til gengæld slår ham ihjel. Han vil bare gerne dø. Det hele sættes på spidsen med en surrealistisk vrede og voldsom negativitet. 

Fotograf: Palle Peter Skov, fra forestillingen TO HVIDE MÆND, produceret i samarbejde mellem Mungo Park Kolding, TeamTeatret og Den Danske Scenekunstskole.

Det opleves som en samfundskritisk kommentar til svindelsager, og Axel giver konsekvenserne af svindel videre til Tage. Det er en dramatiseret fortælling om samfundets idealer og stræben efter karriere og penge uden moralsk omtanke med referencer til neoliberalisme.

I en efterfølgende samtale med instruktøren, Lars Junggreen, fortæller han at stykket afspejler manuskriptforfatter, William Lippert, som person. Junggreen beskriver ham som en flyvsk person, som ofte opleves i brudstykker i form af ufuldendte samtaler. Der er fart på. Også i stykket. Elementer som strobelys, blændende lommelygtelys og technomusik bidrager til en hurtigt fremadskridende fortælling af bastant karakter. 

Efter stykket sidder vi tilbage med spørgsmål. Hvad vil Lippert fortælle os? Identificerer han sig med Axel? Måske er højtråbende Axel, med en excentrisk ansigtsmimik og en farlig vrede, mest af alt en skildring af manuskriptforfatters impulsive og flyvske personlighed. Eller er det en tidstypisk kritik af tilliden til det etablerede og de højere lag i samfundet? 

Hey Lin

Stykket, Hey Lin, bidrager med farverig ironi, tivoliatmosfære, glimmer og et stort nærvær. I en samhørighed af muntre trompeter, en rød cirkusmanege omgivet af et guldslør og minimal belysning, tager stykket sit afsæt. Vi bliver præsenteret for to mænd iført parykker i en feminin page. Jargonen er fjollet og ironisk.

De to skuespillere træder ind på scenen med hver deres udklippede og glimmerbelagte øje, og en kasse med en stor rød glitrende mund på. Her kommer det til udtryk at vi befinder os inde i Lins hoved. Det giver en oplevelse af at rammen ændres, og at vi nu ser et større billede af Lins skikkelse. Scenografien, billedsproget og skuespillernes øjenkontakt med publikum, giver ideen af at vi bliver lukket ind i et eksklusivt, drømmende univers af Lins tanker. 

Fotograf: Palle Peter Skov, fra forestillingen TO HVIDE MÆND, produceret i samarbejde mellem Mungo Park Kolding, TeamTeatret og Den Danske Scenekunstskole

Skuespillerne taler i kor, og det er tydeligt at de er én person. Scenografien bidrager til forståelsen af Lins person; tankegangen er et cirkus af skæve tanker og erindringer. Skuespillere, Frank Thiel og Stig Reggelsen Skjold, portrætterer altså en dualistisk parodi af Lin. Publikum får et indblik i Lins hverdagstanker; et mylder af tanker om manglende mælk, zebraens besynderlighed og kærligheden til kastanjer. Humoren kan bedst beskrives som falde-på-halen komik, som ses i lattermild lingo mellem de to skuespillere. 

Det er en intim og detaljerig fortælling af en generations tankemylder og usikkerhed, hvad angår andres meninger og tanker om én. Det handler om identitetsforvirring og ubeslutsomhed. Det er et indblik i forfatteren, Lin Melkane, der tager af hovedstolen. I en dialog med sig selv blotter hun sig; manuskriptet er en excentrisk skildring af Lin selv, som på bedste måde giver et tidstypisk indsigt i ungdommen. Alt sammen portrætteret af to hvide, midaldrende mænd, som er gennemgående i hele forestillingen. 

De to stykker udgør tilsammen en interessant og helstøbt teateroplevelse. Den kommenterer på tiden, og Melkane og Lippert giver hver deres tolkning af generationens bekymringer. Kontrasten af det første stykkes brutale univers, og det andet stykkes glade, glitrende stemning er stor, men de komplementerer hinanden. 

Helhedsoplevelsen fungerer og det er positivt at det er to så forskellige stykker, der kompenserer hinanden både scenografisk og sprogligt. Det er en god teateroplevelse som varmt kan anbefales. Forestillingen får fem ud af seks slices af os. Hvis den skulle have haft den sjette slice, ville vi gerne have oplevet noget fuldstændig ekstraordinært og uset. Det gør vi ikke. Det er velformuleret, sætter tanker i gang og æstetikken er gennemført og tilfredsstillende.

Det vi har set har været en prøveforestilling og der kan være sket ændringer frem mod det endelige værk, der har premiere hos Mungo Park Kolding mandag den 21. oktober 2019.


Lignende artikler fra Slicetown.dk

En tur i teatret til frit flet
Fordybelse er ikke forbeholdt den ældre generation