SKÆBNEKAMP I ÅDALEN

You are currently viewing SKÆBNEKAMP I ÅDALEN

Kolding har altid været en håndboldby, en hovedstad for håndbold i Danmark, måske i hele Skandinavien. Men der er ved at ske noget med fodbolden i Slicetown!

Efter Kolding FC blev fusioneret med Vejle, i 2011,  og projektet gik i vasken i 2013 pga. vanskeligheder i opstarten og dårlig planlægning, er Kolding IF, dukket op som en fugl føniks og ligger i toppen af 2. divisionen. Den 13. marts spillede Kolding IF pokalkvartfinale, imod FC Midtjylland, der ligger nr. 2 i superligaen. Til de udenforstående er pokalturneringen en turneringsform hvor alle kampe er knald eller fald kampe, taberen ryger ud og vinder går videre til næste runde samt hold på tværs af de danske ligaer møder hinanden. Vi beretter i denne artikel, om netop den dag.

Styrkeforholdet var til at mærke, men Kolding IF kommer med stor selvtillid fra deres seneste opgør imod Kjellerup, som endte 5-1 på hjemmebane til Kolding. Desuden havde Kolding i de foregående pokalkampe slået både lokal rivalerne fra Vejle ud og superliga holdet Randers FC ud.
Scenen blev sat da vi stod oppe bagerst på den nyeste tribune og skuede udover banen, hvor vi kan se den gamle tribune fra 1931, som er propfyldt med unge og mere hardcore fans, der til denne aften har medbragt romerlys. Det giver en følelse af at der virkelig er noget på spil, og at det ikke bare er noget vi leger.

Der var dog aldrig tvivl om, at det er voldsomt at se unge mænd med romerlys, i den skærende kontrast til alle de mange familier, der havde taget deres døtre og sønner med på stadion. Det hele virkede kaotisk på en struktureret måde, og kontrasterne var mange, unge og gamle, drenge og piger, hooligans og noget der mindede om hooligans. Et sted alle kunne tage hen, hvad enten man elsker fodbold, eller gerne vil være en del af noget, der er større end en selv.

Som tiden gik inden kampstart, skuede vi udover banen, tribunen og det lille telt med pokalen, der diskret var pakket væk i hjørnet af stadionet, som ironisk nok er den det hele i sidste ende handler om, kunne man mærke den kølige luft og se de bare træer, med Plovfuren og Kolding ådal i baggrund, pakket godt ned i skyggen af Nordre Ringvej og skrænten derfra. Man følte sig pakket godt væk fra omverdenen, imens dette arrangement, i denne stund, er den vigtigste ting, lige nu. Det var en smuk aften.

Når vi snakker med nogle publikummer, blandt de cirka 6100 fremmødte, som på denne flotte, men kølige marts aften er stimlet sammen, side om side, på det gamle stadion, er det med afslappet spænding og realistiske forventninger til Kolding IF. Der var ikke mange der gav Kolding mange chancer, men det er også lige meget, for Kolding havde alt at vinde og intet af tabe.

Som Regina på 25 år fortalte mig inden kampstart, imens tunge slag på stortrommen og klappen i baggrunden lød, vi stod op af den yderste bande inden løbebanen rundt om grønsværen ”Det er stemningen og det at se fodbold sammen, der er det fedeste!”. Hvilket jeg kun kan give hende ret i taget kulissen i betragtning. Til slut tilføjer hun, at man bør komme på stadion og se en kamp på et okay niveau, selvom Kolding er omringet af superligabyer som Vejle, Haderslev, Horsens og Esbjerg.

Jeg møder også Martin på 28 år, der har taget sin ven med under armen, jeg spørger til hans førstehåndsindtryk, ”Det er ustruktureret med 250 meter kø ude foran, men det er hyggeligt og øllen er kold så det kunne ik’ være bedre.Jeg møder tæt ved hegnet, der indkræser stadion, bag Koldings mål, far og datter, Knud Erik og Charlotte på henholdsvis 71år og 40 år, der meget roligt og fattet svare at de selvfølgelig håber på en Kolding sejr, i det de er sikre på bliver en spændende kamp.

Kampen fløjtes i gang! Stemingen stiger og Kolding er i løbet af kampen godt med, og har også nogle chancer, der kunne være blevet til mere. Man skulle alligevel ikke tro, at det var 2. divisionen, der mødte Superligaen. Midtjyllands fans er pakket væk i den ene side af tribunen, og giver en konstant infernalsk larm, og har også en mand med, der leder fansangene og tilråbene.

Kampen ender 2-0 til Midtjylland og var nok det forventelige resultat, selvom man kan sige at Kolding døde med støvlerne på..

Da vi forlod stadion efter kampen, gik vi alle af de tilstødende gader og de små villakvarterer ud imod vores parkerede biler, ned mod banegården, eller hvor man nu skulle hen. Turen hjem føltes som et godt ritual og en god måde at afslutte en aften med masser af forventninger og gode samtaler på. Det var lidt som at vende hjem fra en kamp. Vi var med, vi kæmpede, havde følelserne uden på tøjet, nogle blev såret i overført forstand, andre var der første gang, andre var der for 120. gang. Men vi var der sammen og vi forlod stadion og begivenheden sammen, og lur mig om ikke vi næste gang er der igen sammen, og sådan starter det hele forfra igen. Måske ikke med en pokalkamp imod Midtjylland, men så en oprykningskamp inden vi, i Kolding forhåbentligt næste sæson spiller i 1. division.

Som vi gik der, sammen, hver for sig under den mørkeblå himmel, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg var en del af noget større, til trods for nederlaget. Men hvem ved hvordan det ender næste gang.

Da jeg senere på aftenen havde travet gennem byen og ned på den lokale, sad jeg tilbage med følelsen af at Kolding er mere end trapholt, design og innovation. Det er en by, hvor noget så simpelt som en bold og en græsplæne kan bringe borgerne i byen tættere sammen på en fantastisk måde. Hvis jeg ikke vidste hvad jeg skal en aften, så ville jeg næste gang tjekke fodbold programmet og se om ikke der er fodbold i Kolding. Billetterne kostede 100kr og børn under 12år var gratis, så alle burde kunne være med.

Tak for en god aften på Kolding stadion, i godt selskab.