ROSEGOLD + FRIENDS

You are currently viewing ROSEGOLD + FRIENDS
Foto af Thomas Sørensen//Peberman

Det var en mørk og stormfuld aften. Rundt omkring i Slicetown er mere end 300 unge mennesker ved at gøre sig klar til at trodse vejrguderne.

SE ALLE BILLEDERNE I BUNDEN AF ARTIKLEN!

Hvad er det mon der kan motivere og inspirere byens ungdom til at begive sig ud i natten, når himlen på det vådeste opfordrer til at blive inde og stille sig tilfreds med Netflix and chill? Du har ret i at vi skal have fat i noget helt særligt. Eller rettere, nogen helt særlige. Det var ganske rigtigt ikke en hvilken som helst lørdag aften, for denne aften gav de lokale gadehelte Rosegold koncert på Godset. 

Brødrene Ephraim og Joshua er kommet hele fra Croydon til Kolding og destinationen er toppen. De udgav deres anmelderroste debut album Adventures in Odyssey sidste år, og har lige op til koncerten udgivet de to nye singler “Gorillas” og “For You”. Udover det har de også fuldt fortjent været nomineret til Soundvenues Fremtidsprisen.

Musikken emmer af grimey trap, catchy tunes og varme rytmer, med en kvalitet og nerve der ligger på internationalt niveau. Sirligt konstrueret og produceret, har brødrene bedrevet en lyd der kan lokke selv den fladeste bagdel ud af sofaens vante folder og vi var budt med ind i varmen.

Med sig på scenen havde Rosegold både gamle og nye bekendtskaber, blandt andre den feisty blonde Clara, der performede deres stilsikre pop single “Liar”, som du måske har hørt afspillet på P3.

Singlen “Gorillas” blev udført sammen med Rockie Rose og nu er der nogle helt nye boller på suppen. Teksten i nummeret afslører at de er bevidste om deres talent, og ikke er sky fra at flexe det. Et talent, som de i fællesskab har dyrket i det musiske kollektiv Rose Music her i byen. Temaet går igen rent visuelt i den super skarpe musikvideo, der bestemt er et tjek værd. Lydsiden er tight og moderne, med tydeligt præg af gutternes individuelle personlighed.

Aftenen fortsatte med efterfest på Pitstop, der diskede op med gratis adgang og happy hour, så folk havde en chance for at samle den op igen efter at have igennem regnen endnu en gang. Heldigvis havde mange standhaftigt modstået uvejret og humøret var stadig højt, mens de mørke lokaler blev fyldt. Stemningen skiftede nu til en mere intens klubstemning, men bestemt ikke mindre festlig, da flere forskellige DJ’s og producers fra drengenes inderkreds kom og gav et set. Anledningen blev også brugt til at slå et slag for det nylancerede tøjmærket calm, som Joshua og Ephraim var iført under koncerten, og som kan købes i butikken Harresø og på nettet.

Natten ebbede ud, og regnen fortsatte ufortrødent efter en super veldrejet aften. Endnu en gang viser Slicetown at den huser seriøse talenter og et rigt kultur og natteliv.