Igår var jeg heldig nok at møde Team Urban. For én som mig, der ikke kender meget til urban sports men som stadig værdsætter skønheden ved den bevægelse det kan producere, var det lidt af en provokation, erkendelse og glæde. Og hvis du læser artiklen færdig, vil du finde ud hvorfor.

Men lad os starte med det vigtigste – hvad er parkour?
Parkour blev opfundet i Frankrig i slutningen af 80’erne som militær forhindringsbane-træning, men det viste sig at blive til en af de mest populære fællesskaber i vores århundrede, hvilket er og bliver et mysterie for almindelige borgere.

Parkour er bevægelse gennem et kompliceret miljø, hvor du mestrer effektivitet og bruger logik til at bevæge dig hurtigere og klogere. Meningen med det er, at komme fra A til B gennem et byområde så hurtigt som muligt, imens man kommer igennem forhindringer. De folk som dyrker parkour kalder sig selv atleter og de hopper, løber, svinger, klatrer, springer, kravler og de ved hvordan man lander.

Team Urban eller Parkour Kolding består af tre unge mænd i 20’erne: Asbjørn Guiganti, Sebastian Kjøller and Andreas Møllevang Jensen. Alle 3 er studerende, som bor i Kolding. Med et kendskab til Vlad Huszti fra tidligere, som er gruppens projektleder, blev vi i stand til at mødes i Bygning 5. Vi talte om livet og kiggede på atleterne imens de lavede sindssyge tricks og hoppede rundt. Men det er ikke blot at hoppe. Det er kunst.

Team Urban forestiller sig at kunne skabe kunst indenfor urban bevægelse: ”Vi kunne godt tænke os at skabe kunst gennem bevægelse. Parkour er et meget misforstået område på grund af dets omdømme. Vi vil gerne ændre folks indtryk om at parkour er farligt og barnligt, til at det bare er en anderledes og fysisk måde at udtrykke sig selv. Parkour træning skal opleves. Derfor vil vi gerne skabe et stort fællesskab hvor alle studerende har mulighed for at være med.”

I det meget hyggelige rum efter en kort omgang udendørs parkour rundt om bygningen, talte vi om deres ambitioner, udfordringer og drømme. Og jeg fik svaret på mit hovedspørgsmål: Hvor højt er højt?

Vi startede sådan her:

Det var spændende at se jer hoppe rundt, klatre på vægge, lande sikkert, lave baglæns saltomortaler, springe over forskellige forhindringer og løbe op og ned af murene dernede. Hvordan måler i jeres evner?

Sebastian: “Efter at have træner i et par år, ved du automatisk hvad din krop kan gøre. Det handler bare om gentagelse; hvis du ved at du kan udføre et bestemt trick (hvis f.eks. du kan springe 2m) og du er sikker på det og bliver ved med det, så vil du en eller anden dag springe 3m.”

Asbjørn: “Det afhænger af vores selvsikkerhed. Med tiden bliver det nemt.”

Hvem står bag idéen?

Sebastian: “Det blev faktisk startet af os tre (Asbjørn Guiganti, Sebastian Kjøller and Andreas Møllevang Jensen).”

Asbjørn: “Vi har trænet sammen i nogle måneder og vi ville gerne forbindes til noget og bygge noget.”

Vlad: “Jeg kendte Asbjørn på forhånd og vi mødtes igen på SDU. Vi talte om hvad vi kunne gøre sammen for at sprede konceptet til andre mennesker – fordi andre er nødt til at se hvad Team Urban laver. Så mødte jeg de tre andre og begyndte at tage billeder til deres Instagram. Vi prøvede at sprede konceptet om Team Urban.”

Men sædvanligvis har kunstnere ikke intentionen om at blive promoveret?

Asbjørn: “Men vi kan se fordelene ved at blive promoveret. Og hvis vi bliver promoveret, ville vi få flere ressourcer så vi kan gøre større ting og nå ud til flere mennesker. Det er som en cirkel… det er en livsstil.”

For én som mig, som beundrer det i gør men som ikke ved meget om det – kan i forklare hvad det er i laver og hvorfor?

Sebastian: “Hvorfor vi laver det vi laver?! Det er virkeligt et stort spørgsmål. Jeg dyrker måske parkour af andre grunde end de andre. Jeg gør det fordi det giver mig ro og det føles godt for min krop. Det hjælper mig, renser mit sind fri for større problemer og udfordringer i mit liv.”

Andreas: “Jeg er bare afhængig. Parkour er i mit hoved hele tiden. Lige nu tænker jeg: Hvad hvis jeg var mindre og kunne hoppe igennem de her…?”

Asbjørn: “Det tænker han på hele tiden!”

Men hvad med dig, Asbjørn?

Asbjørn: “Altså, jeg er fransk. Parkour blev opfundet i Frankrig. I din hverdag gør du konstant ting som måske eller måske ikke har nogen mening, som f.eks. at sidde og se Netflix – du har intet mål med det. Vi har været oppe mod mange udfordringer så vi gradvist kunne blive bedre.”

Sebastian: “Du bliver på en måde stærkere hver gang du nedbryder en barriere i din hjerne.”

Er det noget du mestrer over tid? Hvordan lærer man det?

Sebastian: “Asbjørn og jeg har den fordel at Andreas er bedre end os, så vi kan lære meget fra ham.”

Asbjørn: “Vi er mere eller mindre selvlært. Men parkour er individuelt. Det er en individuel sport. Vi har vores egne evner. Han kan gøre ting jeg ikke kan men så kan jeg få inspiration fra ham – det han gør og hvad andre i verden gør. Bare ved at kigge på hvad de gør og ved selv at prøve. Det er altid en personlig kamp! Du kommer gennem forskellige sværhedsgrader og overkommer dem.”

Sebastian: “Måden jeg personligt lærer af mine fejl er ved at filme dem, sætte mig og se dem og tænke: “okay, måske skal jeg være mere stiv i mine ben her, så får jeg mere fart på min rotation”.
Det er sådan jeg lærer – ved at kigge på det og prøve noget nyt der virker bedre.”

Asbjørn: “Det er også initiativtageren der presser dig til at gøre ting du ellers ikke troede at du kunne. Det er sådan folk starter med parkour – når vi øver parkour, gør vi ting som vi aldrig troede ville være mulige.”

Sebastian: “Vi har også vores egen træning hvor vi laver “free wrest”, men det er selvfølgelig mere sjovt når du har holdet med dig. Det giver dig et boost.”

Vi er alle bange for noget… hvad er du bange for?

Sebastian: “Jeg er mere eller mindre bange hver gang jeg laver et trick, men jeg ved at min krop kan gøre det. Det er ikke vildt svært men der er bare en barriere. Når du skal lave din første baglæns saltomortale er du vildt bange. Men når du hopper, låser du op for noget, du overvinder frygten… du er ikke bange mere. Du er nødt til at kigge på kropsholdningen og øjnene på en parkour atlet når han skal til at springe, for da er han 100% fokuseret på det spring han skal til at tage.”

Asbjørn: “Det handler om utryghed. Hvis du bare går rundt på gaderne, går fra dit hjem til supermarkedet, til din seng, dag efter dag… nej!
Vi leder efter ting der faktisk kan udfordre, vi presser os selv. Det er som et overlevelsesinstinkt. Det giver os adrenalin og er vejen til frihed!”

Hvor højt er højt så?

Sebastian: “Jeg vil sige at 4 meter er højt! Når du står ved 4 meter og kigger ned… det er ikke sjovt! 4 meter er det højeste jeg nogensinde er sprunget fra.”

Andreas: “Mit største fald er omkring 4 meter men jeg slog næsten mig selv ihjel. Teknisk set er der et spring kaldet “Manddoms springet” – det er et fald på omkring 5 meter og hvis ikke du gør det, bliver du kaldt en kujon. Og siden jeg ikke har gjort det fordi jeg ikke gider, er jeg en kujon.”

 Hvor træner i? Hvor mødes i normalt for at optræde?

Sebastian: “Vi har en parkour park men den er ikke særlig god. Det er en lille baby park, hvor man kan gøre små ting. Der er trapperne ved SDU, lige ved siden af tunnellen. Det er et fantastisk sted til at hoppe rundt.”

Asbjørn: “Vi kan bruge hele byen.”

Vlad: “Byen bestemmer for dig!”

Sebastian: “Byen bestemmer hvad vi laver i løbet af en dag.”

Asbjørn: “Det kommer an på tiden – nogle gange vil vi gerne bruge vores yndlingssteder, andre gange vil vi gerne udforske nye områder. Vi har ikke rigtigt en plan, vi følger bare vores impulser.”

Sebastian: “Vores træning er virkelig tilfældig. Vi går nogle gange 10 km gennem byen for at træne.”

Har i trænet med flere hold som jeres?

Sebastian: “Selvfølgelig. Vi tog til København for at træne med TeamBliss – som er styret af en af vores gamle venner fra Kolding som flyttede til København. Han har også et hold dér. Det er faktisk fyren fra vores video”

Asbjørn: “Vi kunne bede hold fra Odense og Århus om at komme herhen og træne med os.”

Kan vi se jer optræde med andre Urban teams? Støtter i hinanden eller konkurrerer i?

Asbjørn: “Til Odense Jam, som du godt kunne kalde en af de største parkour konkurrencer der findes, er der samtidig en stor breakdance konkurrence.”

Sebastian: “Det er ikke break dance! Det er et break or B-boy.”

Asbjørn: “Det er virkelig cool, det er awesome!”

Men hvad sker der så i Kolding?

Asbjørn: “Intet! I Odense, i løbet af Odense Jam, er der en stor konkurrence hvor parkour hold, b-boys og mange flere deltager… og… der er pizza til alle til sidst. No shit!”

Sebastian: “Ikke altid – nogle gange aftaler de noget med Street Food i Odense. Her i Kolding, har vi ikke rigtigt nogen parkour jams eller skater jams. Men hvis vi kunne lave et sted hvor man kunne holde en større festival med skatere, breakdance dansere, B-boys og graffitikunstnere, ville det være svedigt.”

Asbjørn: “Vi trænede faktisk med skatere her den anden dag. Han viste dem en video, en balance bevægelse… de elskede det!”

Hvad gør Kolding for at støtte hold som f.eks. dit hold?

Sebastian: “Kolding gør ikke rigtigt noget, men vi har et sted at springe ved trampolin parken – de regner med at lave en indendørs parkour park så vi får nok en park dér.”

 Hvilke andre typer ressourcer leder i efter?

Asbjørn: “Kameragrej. Vi har svært ved at filme hinanden fordi vi er atleterne og vi skal kunne filme hinanden hver gang. Så optimalt ville vi invitere nogle flere piger så der kunne være noget mere tøsesnak og motivation… så de kan filme os.”

Sebastian: “Men en af de største ting er nok kameraer… hvis vi havde en kameramand som kunne gå rundt og tage nogle billeder og måske noget videomateriale, så ville de være sindssygt. Fordi vi ville få så meget materiale kunne vi lave gratis videoer hver uge, hvis vi ville.”

Asbjørn: “Og om vinteren er det endnu sværere fordi kulden fik vores telefoner til at løbe tør for strøm på en time.”

 Hvor gamle er i?

Andreas: “18, 19 og 20.”

Og i siger at i træner 4-5 timer om dagen?

Andreas: “Måske mere.”

Har i overvejet at gøre det her fast? At lave varer med jeres brand eller noget lignende?

Asbjørn: “Man ved aldrig om man kan lave sin livsstil om til et fast arbejde. Man ved aldrig.”

Jeg så jeres logo. Hvad er idéen bag det?

Sebastian: “Idéen er tre bygninger formet som SDU Urban. Vi har virkelig overvejet at gøre det her til at fast arbejde men det er virkelig et stort skridt.”

Asbjørn: “Vi har større drømme end bare at tjene penge! 

Jeg tror at de her mennesker er de gladeste i verden – dem som arbejder med det de elsker og tjener penge på det.”

Asbjørn: “Vi har først brug for VR (vendor rating), en hjemmeside… vi har en plan om at lave T-shirts…”

Vlad: “…som vi kan kombinere med AR (augmented reality). Du kan projicere et billede på en T-shirt med din telefon og se billedet bevæge sig.”

Cool! Hvor ser i Team Urban om 5-10 år?

Sebastian: “Jeg ser mig selv stadig hoppe rundt.”

Andreas: “Jeg vil springe indtil jeg dør.”

Asbjørn: “Jeg tror at jeg vil springe indtil min krop pludselig lukker ned.”

Ser i stadig jer selv være her i Kolding?

Sebastian: “Det kunne give os en masse muligheder… hvis de rigtige mennesker blev en del af bevægelsen, så tror jeg at fremtiden for parkour kunne være virkelig lys. For nu og nok i 5-10 år fremad, vil jeg stadig være i Kolding.”

Efter at have lyttet til jer, tror jeg virkelig at folk som træner med jer kan lære meget fra jer. Ikke blot om at springe men om frihed, sindet, sjælen og værdier. Hvilket budskab vil Team Urban gerne sende til læserne af Slicetown.dk?

Asbjørn: “Du må aldrig tro at du har opnået succes! Hvis du aldrig tror at du kan blive bedre end du er, så ved du aldrig hvad du kan opnå. Det handler om at udvikle sig, at vide hvad du kan og at føle sig levende.”

Sebastian: “Jeg kan sige at dem som gerne vil være med og følge os, at de skal bare presse sig selv hver gang. Hvis de gør det, vil deres fremtid være lys.”

Andreas: “For mig er det lidt anderledes. Jeg tænker: okay, jeg er så god i dag, men hvis jeg bare er en smule bedre i morgen, har jeg faktisk rykket mig virkeligt meget. Det er dét jeg fokuserer på. Ikke de dårlige ting, men de gode ting.”

“Bevægelse er meningen med livet”. Vi bliver født som skrigende væsner og gennem bevægelse lærer vi verdenen at kende… en stor del af vores perceptuelle viden kommer fra bevægelse, både vores kropslige bevægelser og vores kontakt til objekter i bevægelse”
– Johnson Mark, 2012. The meaning of the Body: Aesthetics of Human Understanding. University of Chicago Press.