GRAFFITIFESTIVALEN MED DE MANGE MODSÆTNINGER!

You are currently viewing GRAFFITIFESTIVALEN MED DE MANGE MODSÆTNINGER!

Graffitifestivalen Kolding Get Down er blevet kendt i hele landet for at hive nogle af landets bedste oldschool malere til byen men hvordan er en af Danmarks største graffitievents havnet i Harte lidt uden for Kolding? 
Jeg fangede Ralle Krig der er en af arrangørerne bag for at høre historien!

Kolding Get Down fandt sted for første gang i 2013, året efter at Råværket åbnede på Esbjergvej 108, lidt udenfor Kolding. Dengang var der ikke så meget mur, scenen var betydeligt mindre og gæsterne var få men en tradition blev født. En tradition der voksede og voksede. En tradition om at arrangere Jyllands helt store graffitifest og lokke malere til fra hele landet!

Lad os hoppe til 2019, årets lineup er på plads, og endnu engang er der nogle tunge navne på programmet. Pede B headliner i år sammen med hele sit crew, hiphoplegenderne Paulo & Dj Cars10 er med, men så er der også jazzbandet Abekejser

Det lyder måske som en lidt alternativ booking men den er faktisk yderst velovervejet. Koncerten er nemlig sat op i samarbejde med Jazz i Trekanten som holder en af landets største jazzfestivaler i trekantområdet. 

Blandt malerne er der også godt med modsætninger, vi kan f.eks. highlighte den kæmpe forskel mellem Stine Hvid og graffitimaleren DATO.

Stine Hvid er hvad man kan vil kalde Streetartist, hun maler kæmpe billeder på gavle over det meste af verdenen i sin egen super farvestrålende stil. DATO er derimod graffitimaler af den gamle skole, her handler det om bogstaver, flow og at være produktiv. Jo flere steder du kan male dit navn på fede måder jo bedre. Et af mine allerførste møder med DATO var en dag i graffititunnelen hvor han malede fire pieces på en gang på samme væg. Da jeg spurgte hvorfor svarede han: “Så kan man jo ikke overse mit navn vel?”

Hele setuppet her vidner om et bredde der er svær at finde andre steder, så jeg tog en snak med en af drivkrafterne bag festivalen for at høre, hvordan de får hele puslespillet til at gå op.


Først og fremmest, Ralle Krig, hvem er du og hvad er din rolle i Get Down?!

“Jamen øøhhh, jeg er egentligt bare helt almindelig bruger af Råværket, men da jeg har været med siden starten i 2012, har jeg været en del af Get Down fra begyndelsen i 2013. Nu er jeg så endt som en form for hovedkoordinator, da jeg på ingen måde kan holde mig fra Get Down og ligesom er begyndt at leve og ånde for festivalen året rundt. Det er nærmest blevet fuldtidsarbejde ved siden af mit borgerlige job som pædagog. Heldigvis har vi det vildeste hold til at stå for Get Down, så det er sgu ret hyggeligt. Vi bøvler rundt, totalt DIY og fatter hat det halve af tiden, men engagementet gør bare, at vi altid får stablet den mest ægte graffitifestival på benene. Og graffiti har været en del af mit liv de sidste 25 år, men da jeg har været for doven til at brage nok op til at blive king, må min del i Get Down, være mit ydmyg bidrag til den vildeste og bredeste kultur i verden!”

Swet & Dato – 2018
RexOne & Storm – 2018

Det er 7. År i streg at Get Down finder sted på Råværket, kan du hurtigt fortælle historien bag?

“Det startede i 2013. Tror det var Rune der fik en ide om at lave et Get Down på Råværket. Så vi havde vidst omkring 15 malere første år. Scenen var nogle paller og et gammel billardbord til 1210’erne. Men der var den vildeste stemning og folk kom og støttede op. Så voksede det jo lige så stille og da vi kunne se at vi havde fat i noget der virkede og at vi kunne skabe den stemning vi gerne ville, begyndte vi at lade det vokse rigtigt og pludseligt havde vi Promoe stående på scenen. Det var sgu ret surrealistisk, at have sådan et navn tøffende rundt og lave yoga øvelser i vores ”backstage”, som jo reelt bare er et rum vi bruger til udstillinger til dagligt. Heldigvis har vi på den lydmæssige side altid været velsignet af nok, Danmarks bedste lydfolk, der kan trylle rammerne på Råværket om til et venue med topprofessionel lyd og lys på ingen tid.

På graf siden er det jo så dejligt, at hvis man kan skabe noget ægte, under nogle gode forhold og hvis man behandler folk godt, så hjælper malere hinanden. Og vi havde sgu nok ikke kunne stable sådan et event på benene uden hjælp fra en hel masse malere. Specielt den gamle skole har været en kæmpe hjælp, hvor folk som Prins, Dato og Imken har været ret uvurderlige i forholdet til at skabe kontakter. 

Nu er vi dog så heldige at vi får rigtig mange henvendelser fra malere der gerne vil komme og male. Faktisk kører vi med en ret lang venteliste hvert år, men i år er det eksploderet og vi har måtte sige nej til rigtig mange. Vi fik endda udbygget vores væg for et par år siden, men vi bliver sgu nok nødt til snart at bygge til igen! Luksusproblemer.”

I år er programmet præget af ret mange kontraster, er det noget i specifikt er gået efter?

“Nej ikke som sådan. Nu er det jo sådan, at vi er så heldige at få rigtig mange henvendelser fra alle mulige malere der gerne vil med til Get Down. Blandt dem skal vi så vælge ud. Og vi har næsten alle år haft malere med, der kan gå ind under betegnelsen Street-art, som Bogdan, Tristan, Alex Witting, Anders ReventlovPeter Birk osv. i år har vi bare nogle navne med, der er lidt mere kendt i den bredere befolkning. Og det er jo også lidt bevidst, da vi gerne vil hive hele familien ud og kigge hos os. Vi er først og fremmest en graffitifestival med fokus på ”klassisk” graffiti, men graffitikulturen er bare så dejlig bred, at det ville være åndssvagt ikke at tage dele af hele paletten med. Jeg er selv klart mest til ”klassisk” graffiti, men for satan hvor er det fedt at stå og kigge på en gut som Bogdan udøve sin kunst. For det er sgu kunst af en anden verden. Der må og skal være plads til alle udtryk!”

Hvad mener du er det største scoop til årets get down, noget man ikke må gå glip af eller noget man bare ikke kan finde andre steder?

“På graffiti siden syntes jeg vi har et vildt bredt lineup i år, så der er virkeligt noget for alle og det er jeg sgu ret glad for. Personligt ser jeg meget frem til at hele ODB crew kommer og laver en væg sammen. Det bliver stort. Og så selvfølgelig Kaser, en personlig favorit, og Jahnew fra Tyskland, en helt Old-school maler, der endda er gået med til at undervise børn og unge på vores gratis væg på selve dagen.

På musiksiden ved jeg slet ikke hvad jeg skal sige. Det er jo hiphop i alle genrer … OG JAZZ! Selvfølgelig er Pede B et scoop for os, men jeg er sgu mindst lige så glad for Skyggesiden og Paulo & DjCars10, og alle de andre!

Men man skal også komme for stemningen og muligheden for at se det ypperste inden for graffiti up close. Vi er enormt glade for at kunne skabe en stemning der gør, at malere, musikere og publikum gider komme igen og igen. Vi får meget ros fra musiker og malere for den afslappede stemning og vores gode behandling af dem, til trods for at vi er hvem vi er og så forholdsvis lille et crew, og DET gør mig sgu glad!”

På dagen er der mulighed for at børn og barnlige sjæle kan få lov til at prøve kræfter med spraymaling, Kolding Get Down har nemlig for 2. år i streg sørget for at der er graffitiworkshop! Det er også totalt GRATIS at have børn med under 13 år. 

Hele festivalen finder sted lørdag den 13. Juli fra klokken 12 til 23 på Råværket, Esbjergvej 108. Billetten koster 75 kroner i døren men kan fåes til 50 kroner i forsalg.

Find din billet i forsalg lige her:
FORSALG

Se mange flere detaljer om eventet lige her:
Kolding Get Down 2K19


Få lidt mere Slicetown lige her: