Ude i Sdr. Bjert ligger en stor landejendom, Landro. Her bor to fyre, hvis musikalske eventyrlyst er uden grænser. Derfor bevæger de sig behændigt imellem pop, metal, dødsdisco; og altså, nyligst, westernmusik, i form af de to ‘mærkelige cowboys’ i Campo Calmo. Her kommer historien om at blive art-cowboy imellem sine pop-gigs, bare fordi man kan.
Det lå slet ikke i kortene, at det nyeste projekt, Phillip Leonhard og Andreas Skovbjerg skulle kaste sig ud i, ville ende som en hybrid imellem filmmusik og cowboykunst. Men en aften på Landro dukkede western-lyden pludselig op. Den blev til en sang; aftenen efter en ny sang, og sådan fortsatte det, indtil der en aften var et helt cowboyalbum: ‘Mas o Menos’. Det kom faktisk helt naturligt, beskriver Andreas:
“Efter de to første sange skabte det hele i virkeligheden lidt sig selv. Så blev det sådan noget filmmusik, der i virkeligheden er ret upoleret. Der er ikke så mange regler, så alt skal bare afprøves. Så lyder det måske godt, måske ikke så godt; og så prøver vi noget andet.”
Western-æstetik
og cowboyfornemmelser
Friheden gjorde det let at kaste sig ud i denne nye westernlyd. Selvom Phillip og Andreas i forvejen spiller i alle mulige forskellige genrer, var der en naturlighed ved den nye musik, der opstod.
“Det viste sig at være nemt for os at spille sådan. Det tog ingen tid at lave det album, for det blev ligesom en ting, at vi lavede én sang på én aften. Så der var kun den begrænsede tid til at indspille og mixe.”
Når sangen var færdig, gik de i seng. Efter et par uger, hvor sessions opstod ind i mellem alle mulige andre planer, stod drengene således med et færdigt album. Sideløbende opstod så hele den visuelle del af Campo Calmo, med western-æstetik og cowboyfornemmelser. Projektet udviklede sig: fra først at handle primært om musik, blev det langsomt til et helt kunstprojekt.
Det er okay at lave noget visuelt kunstfærdisk
I bliver, af nogen, kaldt for art-cowboys. Hvordan har i det med det begreb?
“Det giver jo meget god mening, fordi det blev så cowboyagtigt. Vi tager heller ikke afstand til art-begrebet; det er helt okay, at man laver noget visuelt kunstfærdisk. Det var bare sjovt at udvikle på alt det udenom.”
For Phillip og Andreas, der ellers oftest er en del af større konstellationer, var der noget mere simpelt ved nu kun at være to, der skulle blive enige i processen. Campo Calmo blev et frit projekt, hvor alle ideer er gode ideer.
“Det er et ret impulsivt projekt, så det bliver pludselig meget nemt. Man kan alting, fordi der ikke er nogen forventninger. Så kan vi kigge på hinanden og være sådan: Skal vi gøre det her? Jaja. Så opstår det bare.” siger Phillip, og griner: “… vi har lavet alt mulig lort. Vi kan ikke finde ud af at kede os.”
Phillip Leonhard og Andreas Skovbjerg har spillet musik sammen siden 2013 – så tiårsjubilæum coming up! – og har undervejs været forbi både østlig house, filmmusik og dødsdisco. De har spillet popballader med Mekdes på Roskilde Festival og en enkelt podcastepisode (som “ikke får lov til at se jordens overflade nogensinde”); og nu altså også western, som cowboys’ne i Campo Calmo.
Den ene dag er det pop, den anden dag er det kælder
Det er ikke fordi, de skal være de bedste til det hele. Måske at være cowboys. Men de nyder begge to at kunne boltre sig i lige præcis den musik, de har lyst til at lave. At bruge det bedste fra alle hylder.
“Det er fucking fedt bare at køre rundt imellem alt muligt. At blande det lidt, trække fra den ene genre til den anden,” siger Andreas. Phillip er enig.
“Jeg kan bare godt lide at ha’ det forskelligt. Den ene dag er vi ude og lave pop, den anden dag er det kælder med Animaux Anime; så er det cowboy, eller metaltrommer, eller… Jeg tror, jeg ville kede mig med kun at lave én ting,” siger Phillip.
Føles det aldrig rodløst?
“Næ. Vi er jo to rødder.”
Det næste, de cowboyrødder har i støbeskeen, er en livesession, optaget på hjemmebanen i Landro. Her blev Campo Calmos første album også optaget, ligesom mange af deres andre musikalske projekter udgår fra det store landsted i Bjert.
“Stedet vi bor [Landro, red.] har en del at sige,” fortæller Phillip, og fortsætter: “Man vågner bare til en mark; der er ligesom ikke andet. Der er bare stille, og plads til at man kan gøre hvad man vil, uden så mange distraheringer.”
Glimmer på cowboy'en
Hvis alt går efter planen, bliver Landro scenen for endnu et westernalbum ude i fremtiden. Ligesom på første album er dogmet én sang per aften, men nu skal det etablerede cowboyimage udbygges med lidt ekstra glimmer, fortæller Andreas:
“Det første album var jo bare vores hjerner, os to, som skulle blive enige. Men vi har en ide om, at næste plade bliver en featureplade, hvor der, på alle sange, er en ny sanger. Samme koncept, men med en hjerne mere per nummer.”
Der bliver altså ikke noget med at sende materiale frem og tilbage; man kan ikke bare skære aftenoplevelsen, dogmet, ud af Campo Calmo. Det hele starter og slutter på Landro, uden begrænsninger; så man kan være præcis den slags artcowboy, man vil.
