Blue Bridge Festival giver mulighed for en svingom på tværs af alder, musiksmag og bygrænser. For selvom en-dags-festivalen egentligt opstod i et ønske om at skabe en scene til alle ’kælderguitaristerne og badeværelsessangerne’ i Bjert, har den nu udviklet sig til at favne alt fra gymnasiebands til landskendte navne som fx Barselona – og lidt blues/rock til de gamle svingere.
Bag kirken i Sønder Bjert ligger Den Blå Bro; og selvom lokale banditter for nyligt forsøgte at male broen hvid, er den tilbage til sin normale farve og klar til dette års Blue Bridge Festival.
Lørdag den 17. august omdannes engen ved broen nemlig, for fjerde gang i træk, til en stemningsfuld festivalplads, hvor der dagen igennem spilles musik fra alle genrer og Danmarkshjørner – plus en enkelt indfløjen skotte.
Musikprogrammet er enormt bredt, med både tung rock, ’Nordic Noir’ pop og sprudlende dansemusik; og det er bestemt ikke en tilfældighed. ”Vi vil gerne skabe en festival der er interessant for både unge og ældre. Selvom det lyder en smule svært, så er alle, der tager på festival, drevet af en eller anden interesse for musik; og vi har et musikprogram der favner alle, lige meget hvad de kommer for.” fortæller Anton Schack, som er en del af den 20 mand store frivillige arrangørgruppe, der knokler året rundt for at realisere Blue Bridge.
Blue Bridge er en nonprofit organisation, så der altså ingen, der tjener penge på festivalen – arrangørerne vil hellere bruge penge på at booke fede kunstnere og kunne sælge billige øl. Samtidigt har de fokus på, at både store familier og fattige studerende skal kunne deltage; og med en billetpris på 150 kroner (i forsalg) og gratis adgang for børn og unge under 16, skulle det være overkommeligt.
Blue Bridge Festival har vokset støt siden sin start i 2016, og sidste år var den, med sine ca. 1700 deltagende, en af de musikalske begivenheder i Kolding der havde størst publikumstiltrækning – men festivalen skal ikke være det nye Grøn Koncert;
”Blue Bridge udspringer fra en lokal gnist, af den musikinteresse som er ret gennemgående i Bjert, og vi ønsker at beholde den her stemning. Så prøver vi så bare at kombinere det med musikoplevelser af professionel kaliber” lyder det fra Anton Schack, som fortsætter: ”Festivalen faktisk er blevet taget rigtig godt imod i den professionelle musikbranche – netop fordi den kan give kunstnere, der normalt næsten headliner, mulighed for at headline, som med Carl Emil Petersen og Barselona, der er dette års hovedkunstnere. Samtidigt giver festivalen også mulighed for at mindre Bjert-bands kan komme ud af øvelokalet og ind på en scene foran et ægte, begejstret publikum.”
Det billede kan bandet Baryl nikke genkendende til. De spillede deres første officielle koncert på Blue Bridge 2018, og er igen i år på plakaten – nu som aftenens sidste act, der som de eneste skal spille på den nye Blue Bar scene – og for dem er Blue Bridge også noget helt særligt.
“Der er en vildt fed stemning, og det er det fedeste backstageområde vi har været i” lyder det fra bandets trommeslager Sebastian Dideriksen. “Man bliver virkelig taget godt imod og det er tydeligt, at de virkelig vil deres artister det godt.” “Og der er sygt mange snacks” kommer det fra Jonas Baun, der spiller keyboard og synger.
Men mere end det er et godt sted at være, har Blue Bridge også været grobund for bandets hidtidige karriere: “Det var virkelig et fedt sted at starte, for folk var vildt søde og gode til at komme og bakke op, da vi spillede der første gang. Det gav bare en et kæmpe boost, og lyst til og mod på at tage ud og spille flere koncerter” siger Martin Jensen, guitarist i Baryl. Han følges op af Sebastian: “Og nu er det også fedt at være tilbage igen, og skulle lukke festivalen; især fordi vi nu for første gang spiller egne numre, så Blue Bridge bliver starten på et nyt kapitel endnu en gang”. Baryl spiller på Blue Bar scenen kl. 23:30.

Blue Bridge Festival favner både mange tilskuere og giver oplevelser til mange musikere; men visionerne er endnu højere. Festivalen skal nå ud over bygrænsen og ende som Hele Koldings Festival – på den fede måde altså. Anton forklarer:
”Vi ser jo hvordan Godset og Det Gyldne Liv samler en masse folk; men vi vil gerne invitere hele Koldings musikpublikum til at mødes i Bjert og tage del i den stemning og passion vi har her. Uden at det bliver tåkrummende.” siger han grinende, og fortæller at Blue Bridge-arrangørerne allerede langsomt er begyndt at lave andet end bare festival. Fx har de etableret en fast, lokal scene i Bjert, og holdt en JamNite samme sted, hvor ca. 200 musikere – også fra selve Kolding – deltog.
Så selvom selve festivalen aldrig kommer til at forlade engen ved Den Blå Bro, kan initiativtagerne bagved sagtens forestille sig at brede sig til Kolding også; måske ser vi snart en Blue Bridge Jazzklub? Hvem ved!
Men lige nu er det vigtigste selvfølgelig at få næste lørdags festivitas til at løbe godt af stablen – og med 200 frivillige, to (og en halv) scener, 13 forskellige acts og én blå bro, tyder det på at Blue Bridge 2019 bliver en absolut strålende omgang festival.
For at give Anton Schack det sidste ord: ”Det er en unik festivaloplevelse, hvor ungdommen kan få sig en svingom med… Ej. Bare kom ud og ha’ det sjovt; det bliver godt, og du får helt sikkert en god musikalsk oplevelse med i bagagen”
Vi ses på den anden side af rundkørslen! Blue Bridge finder sted i Sdr. Bjert den 17. august, fra 11:00 – 00:30, og billetter kan købes her

Kunne du lide denne artikel? Måske kan du også lide dette:
Gylden Arbejdsweekend på Råværket
Graffitifestivalen med de mange modsætninger
Hvad skal du se på Det Gyldne Liv?