Animaux Animé er et kunstprojekt. Det er resultatet af en on-going proces mod at skabe et visuelt univers hvor man kan udleve den bedste version af sig selv – men det er også verdens vildeste rockband, lyden af Koldings undergrund og fem gutter der tilsammen er næsten én hel svensker.
Det er i hvert fald cirka det man får ud af at spørge tre femtedele af bandets medlemmer, Thor, Frederik og Joachim, som en sommerfredag bruger lidt over en time på at fortælle om visioner, sceneshow og hvad dødsdisco egentligt er for en størrelse.
Egentligt skulle Thor og Frederik bare starte et band der spillede rockmusik – men Malthe Knudsen, der i starten var trommeslager, ville egentligt gerne spille diskotrommer; og under indflydelse af endnu en anden gut, Jeppe Bjerre, blev dødsdiskoen født. En genre, som har grene til et utal af forskellige lyde, men faktisk bare gror på en kærlighed til disco og rock, som siden har udviklet sig til sit helt eget univers. Og alle de gamle numre, dem som nu er blevet smidt på Spotify, stammer faktisk fra disse allerførste år.
Frederik: ”Ja, vi lavede fem numre og spillede dem konstant i et par år. Det sjove er faktisk, at i starten var både Thor og jeg på guitar; og da vi så fik en anden fyr, Mathias, på trommer, spillede Malthe og jeg guitar og bas, som vi skiftede rundt mellem på hvert nummer. Vi spurgte faktisk også Joachim om han ville være med, men han sagde nej”
Hvad fik dig til at skifte mening?
Joachim: “Jeg hørte Thor og Frederik have en dramatisk samtale om, hvor bandet var på vej hen – de var faktisk på grænsen til bare at slutte det hele, men fik så vendt det hele på hovedet, så der opstod en ret fed snak om visioner med en hel vild energi omkring – og det synes jeg ville være spild ikke at hoppe med på.”
Der har også været et par andre skift i besætningen, og under indflydelse af bl.a. en flaske rosé og Poul Bundgaards ’elskede ven’, er bandet endt med at bestå af Thor, som er forsanger, Frederik på guitar, Joachim på keys, Phillip på trommer og Andreas på bas; og samtidigt er der blevet involveret flere på andre paramtre; fx fotografen Peberman og deres manager Nanna. Og de faste pladser fungerer godt. Næsten.
Thor: ”Mange af de gamle numre er jo skrevet til at jeg skal spille guitar også, så der er jo mange instrumentale stykker og sådan; men nu er det jo fedt at høre Frede spille dem til perfektion”
Frederik: ”Det synes du da ikke i starten”
Thor: ”Nej forhelvede, men altså; en spade er en spade og en spade er min spade – men nu er det fint”
Joachim: ”Det skaber i hvert fald god grobund for godt sammenspil at man uddelegerer rollerne, så alle har hver deres frekvens som de så specificerer sig indenfor – og samtidigt er det fedt at have nogen andre sparringspartnere i den kreative proces, som så kan stå for andre ting – fx videoer – mens vi koncentrerer os om musikken”
Frederik “Det giver også et kæmpe boost at have alle de her folk involverede; for når man kan se, at de virkelig tror på projektet, så må der jo være noget i det”
Thor: “Det er bare virkelig fedt at have et bagland, der støtter op. Vi har jo været lidt dårlige til sociale medier, og har holdt musikken meget for os selv; efter en koncert er vi kravlet tilbage op i træet og har siddet der, men i takt med at musikken bredes ud er det godt nok at få involveret nogen som fx kan styre alt det udadtil.”
Frederik: ”Det giver en kæmpe frihed – nu kan man dedikere sig fuldstændig til sin egen ting, og samtidig vide at alle andre har styr på deres ting. Alle er også bare sindssygt dygtige, og det giver en udfordring og lyst til at spille koncerter og gøre det”
Og Animaux Animé gør det bestemt. Musikken på den første EP er intens og synes allerede at være ikonisk – og den toppes kun af den vanvittige oplevelse af AA live. Deres koncerter er højspændte musikalske energiudladninger, der favner sit publikum i en ilter dødsdiskodans med fart på fra start til slut; noget deres nyligt udgivne livesession bestemt også vidner om. Det er, i ligeså høj grad som det er en koncert, et visuelt show med makeup, sceneshow og kostumer; og det er bestemt ikke tilfældigt.
Joachim: ”At lege med et teatralsk element kan hjælpe med at transcendere det at stå på scenen, så det bliver muligt at få hul igennem til det univers man forestiller sig; men samtidigt er det også en respekt for selve scenen. Nogle bands spiller bare koncerter i deres normale tøj – og det er helt fint, hvis det skal være nede på jorden – men vi vil gerne gøre det til noget sensationelt når vi går på scenen.”
Frederik: ”Det er meget visuelt. Hvis vi havde sort tøj på ville det være ligegyldigt”
Joachim: ”Ja og havde vi haft mulighed for det ville der jo også være flammekastere og alt muligt. Der er ikke et start- eller et slutpunkt, der er kun ideen om scenen som et sted.”
Frederik: ”Samtidig kan man tillade sig nogle lidt andre ting. Jeg føler lidt, at jeg tager en anden personlighed på – eller, ikke en helt anden, jeg er stadig den samme idiot – men det er et slags ritual. Så mødes vi lige inden en koncert og aftaler, hvem der tager hvad på og hvordan vi gør.”
Thor: ”Og det ser jo pissegodt ud. Det giver et ekstra boost og en mulighed for at udleve fantasien om det man drømmer om at være. Samtidigt giver det mulighed for at sparke døren ind og virkelig forbavse folk, og det er det fedeste i verden”
Hvorfor ser i så ikke sådan ud altid?
Thor: ”Det er et godt spørgsmål. Det ville nok ikke være så specielt; det her giver en mulighed for at gå ud på en scene med et klart udtryk, der tænder interessen hos publikum. Man ser jo ikke meget anderledes ud; tøj fra egen garderobe, sort rundt om øjnene og noget rødt på læberne; men det er måske en slags udvidet version af os selv. Man har en bestemt energi man altid tager med”
Energien er ikke til at tage fejl af. Alle i bandet er virkelig til stede, når de spiller koncerter; og især Thor er karakteristisk fremtrædende i sit brug af alt det udenfor scenen – til en koncert på Mungo Park gør han sin storslåede entré ned af trappen som publikum ellers mageligt sidder på; og da de spillede i Posten gemte han sig nede i publikumsgraven. ”Meget mystisk”, som Joachim siger.
Joachim: ”Thor er meget dynamisk, i den måde han improviserer og bruger et rum på”
Thor: ”Det er nok fordi vi har lavet meget improteater, mig og Joachim; man lærer at se et rum an, vurdere det som en bygningsingeniør med hjelm og skitser og gennemskue, hvad man nu kan gøre med det. Jeg zoner også altid ud, inden en koncert, for at skabe nogle ideer om hvad der skal foregå – men det er hovedsageligt improviseret. Det er meget ekstrovert at være forsanger, og skulle dele ud af sin person og tage opmærksomhed.”
Joachim: ”Men det er en slags aftalt spil at give Thor al den opmærksomhed; når jeg bare står helt stille på scenen og kigger på Thor, medvirker det til at give ham et stærkere udtryk. Det er en simpel, kontant måde at dele energi, og der er noget smukt i at give hornene til et individ – også selvom Thor, selvom han er forsanger, faktisk nægtede at stå i midten af vores bandfoto, hvilket giver en meget mærkelig magtbalance.”
Men Thor endte i midten af bandfotoet, selvom han ikke var meget for det. Men AA går på kompromis og er i dialog – men det er ikke altid nemt at blive enige. Måske netop derfor har det taget fem år, før Animaux Animés musik blev offentlig tilgængelig. Processen har været præget af perfektionistisk selvkritik, både fra dem selv og fra andre, fordi det produkt, der slutteligt skulle præsenteres, bare skulle være bedst muligt.
Thor: ”Ens forfængelighed overfor musikken kan gøre det svært med kritik; en kunstner er en person med lavt selvværd og storhedsvanvid samtidigt, så hvis man vil blive til noget, må man lære at tåle kritikken lige på hjertet. Det er som en odysse, hvor man slås tilbage til nul, bliver helt smadret, for så at komme tilbage stærkere end nogensinde. Og det er godt, for man bliver hårdhudet – og det bliver du nødt til at være, hvis du skal blive til noget, og kunne lave musik, som andre mennesker synes er fedt. For man laver ikke musik for selv at eje det; man laver musik for at andre mennesker skal have lyst til at eje det, og synes det er fedt”
Hvis du selv ønsker at opleve dødsdiskoen, er der heldigvis rig mulighed for det; Animaux Animé spiller på Det Gyldne Liv, lige her i Slice; og det bliver vanvittigt.
“Så til alle dem der læser med derude; det bliver en sensation; det er nye lyde og det er fingeren mod stjernerne – det bliver satme sexy”
Vi ses.
Læs lidt mere om Slicetown lige her:
